Menu

HFC Børnepolitikker

Børnepolitikker

 

Vi har her beskrevet nogle delpolitikker på områder, der handler om, hvordan vi håndterer alt det, der ikke direkte handler om fodbold.

Det fastlægges i den forbindelse, at HFC’s formelle forpligtelser i forhold til medlemmernes fysiske færden i klubben starter 15 min. før og slutter 15 min. efter den afsatte trænings- eller kamptid. I forhold til færden på internettet henvises til delpolitik på området.

 

HFC’s delpolitikker i børnefodbolden

  1. Seksuelle krænkelser
    1. HFC indhenter børneattester på alle trænere eller andre, der færdes med børn op til 15 år, så snart træneren/lederen starter i klubben
    2. Af hensyn til alle parter har HFC den forholdsregel, at berøring voksen/barn ikke må kunne give anledning til fejlfortolkninger, hvilket altid er den voksnes ansvar. Acceptabel fysisk kontakt mellem en træner/leder og et barn er derfor afgrænset til kram og det at lægge en arm om skulderen på et barn, ligesom der naturligvis skal være mulighed for at trøste et barn. Dette gælder såvel i hverdagen i klubben i forbindelse med træning/kamp, som under ture med overnatning og lignende.
    3. Situationer, hvor der efter en eller flere personers opfattelse er foregået uhensigtsmæssig fysisk kontakt i klubregi, kan meddeles klubben via kontaktformularen på hjemmesiden eller ved personlig henvendelse til klubledelsen.

 

  1. Trivsel
    1. Det er helt afgørende, at også fodboldbørn trives så godt som muligt i HFC, og at der ikke blandt hverken trænere eller spillere tillades adfærd, tale og handlinger, der objektivt set kan medføre mistrivsel.
    2. Konkurrencer skal til enhver tid anvendes af trænerne med omtanke og altid alders- og situationsbestemt. Det er iboende fodboldens væsen, at der skal være plads til et konkurrenceelement, men det skal altid have en motiverende hensigt, hvor aktiviteten bidrager til kammeratskabet for den samlede årgang/træningsgruppe.
    3. Forhold i klubben eller hos en afdeling, der efter en eller flere personers opfattelse bidrager til mistrivsel, kan meddeles klubben via kontaktformularen på hjemmesiden eller ved personlig henvendelse til klubledelsen.

 

  1. Færden i klubbens omklædningsrum
    1. Klubbens omklædningsrum spiller en vigtig rolle i kammeratskabet og det sociale liv på såvel årgangen som i klubben, og HFC opfordrer derfor alle årgange til i videst mulige omfang at benytte sig af klubbens omklædningsrum og klubfaciliteter i det hele taget. Dog er det vigtigt, at voksnes færden hos omklædende børn foregår med omtanke og hensyn til mulige fejlfortolkninger af situationer, og det er derfor forholdsreglen, at en voksen kun ganske kortvarigt må opholde sig i omklædningsrum alene med et eller få børn (egne børn naturligvis undtaget).
    2. Enhver anvendelse af mobiltelefoner i omklædningsrum skal ske med henblik på nødvendige opkald, beskeder mv. og aldrig med optagelse af fotos/video med mindre alle tilstedeværende er tydeligt indforstået. Dette gælder for såvel børn som voksne.
    3. Situationer, der efter en eller flere personers opfattelse overskrider de her nævnte forholdsregler, kan meddeles klubben via kontaktformularen på hjemmesiden eller ved personlig henvendelse til klubledelsen.

 4. Adfærd og tale

  1. I alle sammenhænge – men særligt i kontakten mellem børn og voksne – skal alle, der færdes i klubben, anvende et sprogbrug præget af ordentlighed og respekt for andre.
  2. At skælde ud hører ikke hjemme i børnefodbold! Et højere toneleje kan anvendes i forbindelse med beskeder over større afstande, f.eks. i forbindelse med samling af spillerne, dog hæves stemmen aldrig direkte til ét enkelt barn.
  3. Sprogbrug eller anden ageren, der efter en eller flere personers opfattelse overskrider de her nævnte forholdsregler, kan meddeles klubben via kontaktformularen på hjemmesiden eller ved personlig henvendelse til klubledelsen.

 

  1. Sociale medier
    1. HFC vil gerne promovere fodboldens glæde og fællesskab, og al information fra klubben/afdelingerne skal afspejle dette og må derfor ikke have holdningsbaseret eller debatterende indhold. Klubbens kommunikationsansvarlige skal af den årsag inviteres til deltagelse på alle afdelingernes sociale medier, særligt når de indeholder HFC’s klubnavn eller logo.
    2. Al færden på sociale medier relateret til HFC skal foregå i en ordentlig og positiv tone, og der henstilles til, at man ikke ytrer noget dér, som man ikke ville sige direkte til en anden part.
    3. Enhver ageren på sociale medier, der efter en eller flere personers opfattelse overskrider de her nævnte forholdsregler, kan meddeles klubben via kontaktformularen på hjemmesiden eller ved personlig henvendelse til klubledelsen.